Tange Frilandsgartneri er et familieejet gartneri, hvor der har været dyrket grøntsager gennem flere generationer helt tilbage til 1955, hvor gartneriet blev grundlagt. Den nuværende ejer Klaus Vestergård er 3. generation på gartneriet. Gartneriet har derfor stor erfaring med dyrkning af rodfrugter og har specialiseret sig i både økologisk og konventionel produktion.
På Tange Frilandsgartneri dyrkes der gulerødder og andre rodfrugter. I Min Danske gartner indgår gulerødder, persillerødder, pastinakker, jordskokker samt rødbeder i sæsonen - ca. september til marts.
Tange Frilandsgartneri A/S er placeret i den lille by Tange, som blandt andet er kendt for den smukke Tange Sø. Gartneriets dyrkningsarealer, ca. 1000 ha, ligger alle i det midtjyske og omkring gartneriet. I det daglige beskæftiger virksomheden ca. 70 medarbejdere.
Gulerødderne kan høstes i ca. 10 af årets 12 måneder. Om vinteren tildækkes markerne nemlig med et tykt lag halm, der holder jorden fri for frost. Gulerødderne kan således høstes hver dag og bevarer samtidig sprødhed og vitaminindhold.
Al dyrkning foregår under hensyntagen til miljøet, og der er i høj grad fokus på fødevaresikkerhed, kontrol og sporbarhed. Gartneriet har opnået den internationale certificering for frugt og grønt, GLOBALG.A.P., på alle produkter.